Etik uden moral - Bagside
I Etik uden
moral udvikler Ole Bjerg et begreb om etik i det postmoderne samfund,
som han med afsæt i Niklas Luhmanns systemteori beskriver som
hyperdifferentieret.
Indretningen af det postmoderne samfund gør det umuligt at tænke moral
som et altomfattende metasystem, og Bjerg argumenterer for, at der i
dag ikke findes et etisk regelsæt, som kan fortælle os, hvad vi skal
gøre og ikke gøre. I stedet må den enkelte navigere ud fra en praktisk
fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert i enhver given
situation. Den etiske fornemmelse er altså konkret og kan ikke
generaliseres eller defineres.
Bogens omfattende undersøgelse udfoldes med eksempler inden for
videnskab, kunst, økonomi, politik, sundhed og kærlighed i det
postmoderne. Den kombinerer filosofiske diskussioner af bl.a.
Aristoteles, Schopenhauer, Durkheim, Weber, Heidegger, Baudrillard og
Luhmann med sociologiske analyser af tidstypiske personlighedstyper.
Desuden undersøger bogen, hvordan det er muligt at tænke og handle
etisk inden for virksomheder og andre organisationer.
Ole Bjerg, ph.d. i sociologi, postdoc ved Copenhagen Business School, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi.