Den mystiske etik - Bagside
Hvis mennesket er godt, hvorfor er der så så meget ondt i
samfundet? Hvordan kan man være etisk i det postmoderne samfund?
Afhandlingens ærinde er dels at udvikle et begreb om etik for det
postmoderne og dels at muliggøre en forståelse af, hvad
det er for forhold i samfundet, der til tider kan stå i vejen for
etikkens udfoldelse. Med udgangspunkt i Niklas Luhmanns systemteori og Jean Baudrillards
begreb om simulation beskrives det postmoderne samfund som
hyperdifferentieret. Denne beskrivelse illustreres med eksempler
indenfor videnskaben, kunsten, økonomien, politikken, sundheden
og kærligheden i det postmoderne. med hyperdifferentieringen
bliver det umuligt at tænke sig en moral som et altomfattende
samfundsmæssigt metasystem.
Etik er derfor ikke et systematisk regelsæt, som kan
fortælle os, hvad vi skal og ikke skal gøre. Etik er
snarere en praktisk situationsfornemmelse for, hvilket system det i en
given situation er passende at bringe i anvendelse. Denne etiske
fornemmelse lader sig ikke generalisere udover det konkrete, den lader
sig ikke positivere eller indholdsbestemme og er derfor mystisk. Med
Martin Heidegger beskrives etikken som en særlig måde at
være til på.
Hyperdifferentieringen konfronterer det enkelte menneske med en til
tider angsprovokerende poly- og ambivalens. Derfor ses det ikke
sjældent, at mennesker forsøger at lukke af for den
flerhed af perspektiver på tilværelsen, som
hyperdifferentieringen opbyder. Man trækker sig tilbage til en
simplificeret udlægning af tilværelsen, hvorved der
blændes af for det etiske, og man slår over i en a-etisk
måde at være til på. Anorektikeren, bodybuilderen,
stofmisbrugeren, hyperforbrugeren og den hele medarbejder er eksempler
på sådanne a-etiske tilværensformer.
Afhandlingen er en kritisk videreudvikling af Luhmanns systemteori,
hvori der søges inkorporeret et begreb om mennesket i form af
Heideggers begreb om tilværen. Og det er netop i
spændingsfeltet mellem samfundet som system og mennesket som
tilævren, at det etiske bliver muligt at tænke og
gøre.